20. september 2018

Livslinien er telefonrådgivning til danskere, som går gennem en svær periode i deres liv. I gennemsnit får Livsliniens frivillige telefonvagter 42 opkald om dagen.

Rådgiverne hos Livslinien har en uddannelse inden for enten sundhedsfag, humanistiske eller sociale fag. Derudover er de engagerede i at hjælpe mennesker i svære omstændigheder.

Mie Jensen er nattevagt på Livslinien, og hun anerkender, at det kan være hårdt at sidde i røret:

- Det kan være rigtig hårdt at sidde i en samtale, hvor man ikke kan nå ind til vedkommende og ikke kan snakke om, at personen kan få hjælp. Dem, hvor håbløsheden har taget fuldstændig over, og som ikke kan se noget fremtidsperspektiv, fortæller Mie Jensen til dr.dk.

Det er dog en ekstremt vigtig opgave Mie og de andre telefonvagter udfører. Sidste år blev der ifølge dr.dk gennemført 15.427 rådgivninger over telefonen - dertil skal lægges rådgivninger via nettet og Livsliniens chat.

Livslinien har åbent fra klokken 11 til klokken 4 om natten og kan træffes på tlf. 70 201 201.

Hos Region Midtjylland kan du også få kontakt til Psykiatrisk Rådgivningstelefon på 7847 0470. Psykiatrisk Rådgivningstelefon har døgnåbent.

Læs hele DR's feature om Mie og Livslinien her (via dr.dk).

Fakta

  • Hver dag begår gennemsnitligt to danskere selvmord - i alt forsøger 20 personer selvmord dagligt
  • Når én kvinde begår selvmord, er der to mænd, der tager deres eget liv
  • Mellem kl. 20-24 er det tidspunkt, hvor flest forsøger at begå selvmord. Foråret er det tidspunkt på året, hvor flest begår selvmord
  • Risikoen for at gentage et forsøg på selvmord er størst inden for det første år efter selvmordsforsøget
  • Selvmordsraten er højst blandt ældre

Kilder: dr.dk og Center for Selvmordsforskning

Foto: Colourbox.com 

Psykiatrisk Rådgivningstelefon tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende.

Ring på: 7847 0470

Rådgiverne er erfarne psykiatriske medarbejdere, der tilbyder vejledning i forhold til, hvor du kan henvende dig for at få hjælp.

  • Rådgiverne kan ikke yde behandling
  • Du kan ikke blive indlagt via Rådgivningstelefonen
  • Bemærk, at samtalerne bliver optaget og gemt

 

Andre links

        Ring til den Psykiatriske Rådgivningstelefon på 78 47 04 70