02/11-2017

Når Henning Rohde Barslund til juni går på sin sidste ferie, kan han se tilbage på et langt lykkeligt arbejdsliv.

I et halvt århundrede har han været ansat i staten – her af 44 i psykiatrien og hele 39 år på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Viborg. Derfor kender han om nogen også udviklingen inden for børnepsykiatrien. Han startede som plejer på statshospitalet for sindslidende – og i maj 1979 flyttede han til børnepsykiatrien. Egentlig er han uddannet inden for militæret, men efter flere samtaler med en genbo, der arbejdede i psykiatrien, fandt Henning ud af, at det at arbejde med sårbare mennesker var noget for ham. Så han søgte et job – og fik det.

Men hvordan var det så at rykke fra militær til psykiatri - skræmmende? 

- Det var egentlig ikke så svært. Jeg havde hørt meget fra min genbo. Men der var flere ting, jeg lige skulle vende mig til. Så jeg har ikke været skræmt, men udfordret – særlig i starten. Jeg kom jo fra en mandeverden ind i et fag, hvor der var mange kvinder. En af de allerførste opgaver jeg fik, var at bade en ældre kvinde. Det viste sig, at hun gik med hofteholder – og det var dælme en udfordring at få monteret alt det seletøj bagefter. Men heldigvis tog hun det stille og roligt og hjalp selv til. Så vi klarede det. Men jeg er sikker på, at personalet grinede og stod bag en dør og holdt øje, fortæller Henning, mens han selv får trukket gevaldigt på smilebåndet

 

Plejer – en slags observerende reserveforælder

Bortset fra monteringsopgaven har Henning aldrig set sit arbejde som en uoverkommelig udfordring. Tvært om har han altid set sit arbejdet som en gave.

- Jeg skal lære et barn og barnets forældre at kende – skabe tillid. Det er den første og fornemste opgave, når der kommer en ny på afdelingen. Jeg er så privilegeret, at jeg som plejer også fungerer som børnenes reserveforælder, så mit arbejde er aldrig det samme. Selv om meget har forandret sig gennem 39 år i børnepsykiatrien, er det grundlæggende det samme, jeg laver i dag, som da jeg begyndte, fortæller Henning.

Da han startede, var indlæggelserne ofte på seks til syv måneder og nogle gange på over et år. I dag er det sjældent over 15 uger.

- Det betyder, at jeg har kortere tid til at skabe tillid – og det kan godt tage lang tid. For når børnene kommer her, er de ofte kede af, at de skal indlægges. Men heldigvis er mange af dem også kede af det, når de forlader afdelingen igen. Det tager jeg som et skulderklap og et bevis på, at vi har gjort det godt.

Netop det at sige farvel til patienterne, kan godt være svært.

-Jeg kommer til at knytte mig til børnene – ikke sådan at jeg tager dem med hjem i tankerne. For arbejde, er arbejde og privatliv er privatliv. Det har jeg altid været god til at skille ad. Det er vigtigt at huske på, at vi ikke er børnenes venner. Vi er deres professionelle hjælpere. Men når jeg står der og skal sige farvel, må jeg nogle gange tage den professionelle maske på. Jeg siger til barnet, at det er klart til at komme videre og at familien også er klar. Og siger til mig selv, at det er det bedste for både barm og familie.

 

En gang børnepsykiatri – altid børnepsykiatri

Siden Henning stoppede i militæret har han aldrig prøvet andet end at arbejde i psykiatrien. Og han har heller aldrig haft lyst.

- Da jeg var i voksenpsykiatrien i en kort periode, kunne jeg godt tænke, om det var det rigtige sted for mig. Men efter jeg begyndte i børnepsykiatrien, har jeg aldrig tænkt på at skifte job. Det her er min rette hylde. Det giver glæde og energi at være noget for andre. Jeg læste engang om en mand, der var højt uddannet. Alligevel levede han af at sælge billetter. Han mente, at arbejde var noget han havde for at tjene penge og brugte så sin energi og levede sit liv i fritiden. Jeg har det næsten lige omvendt – i hvert fald når det handler om arbejde. Det handler ikke kun om penge. For når jeg har det godt og er glad på job, har jeg også meget mere at bidrage med i min egen familie. Så jeg ville aldrig kunne have et job, jeg ikke er glad for.

 

Et vidunderligt tilfælde

Henning ér glad for sit job. Egentlig kunne han have gået på efterløn for otte år siden. Han kunne også have valgt folkepensionen for tre år siden. Men takkede nej tak til begge dele.

- Jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig med at arbejde. Og jeg ved faktisk ikke, om jeg er færdig endnu. Det finder jeg ud af, når det bliver juni. Så stopper jeg. Definitivt.

Mens Henning fortæller, kommer jeg til at tænke på, om han er et af de mennesker, der ville svare nej til det klassiske utopiske spørgsmål, om han ville gøre noget om, hvis han skulle leve livet en gang til. Så jeg stiller ham spørgsmålet. 

Hans venlige øjne blinker et par gange, mens han tænker sig grundigt om. Så svarer hans dybe behagelige stemme:

- Livet er en række tilfældigheder – og i mit tilfælde er jeg glad for de tilfældigheder, livet har budt mig. Meget glad endda. At arbejde i børnepsykiatrien har lært mig, at livet er mangfoldigt og at der mange måder at leve det på. Så fik jeg en chance mere, er jeg ikke i tvivl om, at det at arbejde i børnepsykiatrien ville være en rigtig dejlig tilfældighed.

Udfordringer på "fritidshjemmet"

Inden Henning skal tilbage på arbejde, viser han rundt på afdelingen. Det er tydeligt, at han er mere end glad for børne- og ungdomspsykiatrien.

Han fortæller, at patienterne går i skole på afdelingen. At de sover her fra mandag til fredag. At timerne om eftermiddagen går med kreative udfoldelser og udflugter. Da vi når til computerrummet, stopper han op.

- Her er så den hellige hal. De maskiner kan virkelig sluge timer. Det er et tegn på en udvikling, der både er god og dårlig. Hvis børnene bare sidder og spiller indholdsløse spil, er det ikke noget værd. Men det kan heldigvis også bruges til noget socialt. Men det var alligevel noget andet, da der kun var en halv times børnefjernsyn hver dag. Der var der en anden lyst fra børnene til at lave noget sammen. Men man skal ikke stritte imod udviklingen. Man skal tage det man kan bruge af den – og få det bedste ud af den. 

Afdelingen virker, som Henning også gør, rar, imødekommende og som noget man kan være helt tryg ved, hvis man skulle have brug for hjælp fra børnepsykiatrien i Viborg.

Sådan er jeg ikke den eneste der opfatter afdelingen.

- På et tidspunkt var der en dreng, der skulle se afdelingen, inden han skulle indlægges. Da han kom, var han meget nervøs og kunne tydeligvis ikke lide det. Da han gik igen, sagde han noget, der gjorde mig glad. Og som stadig er dejligt at tænke på.

- Det er gentlig ikke så slemt. Det er lidt lige som et fritidshjem.

Henning smiler med øjnene.

- Selvfølgelig er vi ikke et fritidshjem. Vi er et hospital. Men kan vi skabe nogle hyggelige, trygge rammer, er vi allerede nået langt.