I forbindelse med indkaldelse til forundersøgelse vil patienten blive bedt om at udfylde en række spørgeskemaer, som skal sendes tilbage inden forundersøgelsen.

Klinikken har enkelte subakutte tider hver måned, hvor personer, hvis tilstand vurderes særligt kritisk, forundersøges.

Forundersøgelsen varer ca. 6 timer, og formålet er at få et grundigt, nuanceret og detaljeret billede af den enkeltes problematik og vanskeligheder.

Spiseforstyrrelsessymptomer og andre fysiske og psykiske symptomer afdækkes, og patientens baggrund kortlægges. Ved forundersøgelsen taler patienten både med en psykiater og en psykolog. Der laves tillige lægeundersøgelse, hjertediagram og tages blodprøver. Hvis patienten er under 18 år eller bor hjemme, er der også samtale med forældrene.

Efter forundersøgelsen drøftes patienten på behandlingskonference, hvor det vurderes, om patienten bør behandles på klinikken, og i så tilfælde hvilken behandling, der kan anbefales. Inden for 1-2 uger efter forundersøgelsen vil patienten blive informeret om behandlingstilbuddet.